Rhodos Rejseguide - Mixx Travel
  • Min Rejse
  • En dygtig medarbejder ringer til dig 📞
    Navn
    Tlf:
    E-mail
    Dato
    Hvornår vil du ringes op?
    Ring mig op!
  • 89886882
 
Rhodos har noget for enhver smag: Gode strande, smuk natur, spændende seværdigheder, gode shopping muligheder og et forrygende natteliv. At Rhodos også kan prale af at have hele 300 solskinsdage om året gør øen til et af Grækenlands mest populære rejsemål.


Rhodos er den største ø i øgruppen Dodekaneserne, og ligger kun 20 km Tyrkiet. Ifølge den græske mytologi fik solguden Helios Rhodos forærende af den øverste gud, Zeus, og Helios forandrede øen til én af de smukkeste øer i det græske øhav. Landskabet er bjergrigt og frodigt, med citrus- og olivenlunde og hele 220 km kystlinie.  

Overalt på øen bliver man mindet om den lange, og til tider dramatiske historie, der har hersket på øen som har været besat af både italienere, tyrkere og tyskere. Siden 1948 har Rhodos været genforenet med Grækenland. I den gamle bydel i Rhodos by mærker man virkelig historiens vingesus. Her er brostensbelagte gader, voldgrave og et korsridderpalads fra 1400-tallet. Ifølge sagnet, var det i Mandraki havnen at et af verdens syv vidundere, ”Kolossen fra Rhodos” som forestillede Helios, stod.  

Rhodos by
Rhodos by er en skøn blanding af nyt og gammelt. I den gamle bydel finder du et væld af hyggelige tavernaer og mindre butikker. I den nyere bydel er der uanede shopping muligheder, gode restauranter og et pulserende natteliv med alt fra mindre barer til diskoteker og natklubber. Start aftenen i Orfanidou Street – også kendt som ”bargaden” – og afslut i ”Paradiso Beach Club” i udkanten af byen, som har plads til 4.500 gæster!  

Ialyssos og Ixia
Ialyssos ligger i Ixiabugten, og er en livlig ferieby ca. 8 km nordvest for Rhodos by. Her er et stort udvalg af restauranter for enhver smag, butikker og en god sand- og stenstrand. Ixia er lidt mindre og mere rolig, men fælles for begge byer er, at det altid blæser lidt, og her er derfor meget behageligt i højsæsonen. Det siges, at de flotteste solnedgange på Rhodos kan ses i Ixiabugten.

Kolymbia
Ca. midt imellem Rhodos by og Lindos ligger den hyggelige ferieby Kolymbia. Byens er kendt for sin kilometerlange eukalyptusallé fra hovedvejen til kysten, som også er byens centrum. Langs alléen og på byens torv findes et godt udvalg af restauranter, barer og butikker.  

Faliraki
Faliraki er specielt kendt for to ting: Den 5 km lange sandstrand, og det heftige natteliv, som er koncentreret omkring to gader. Ud over det byder Faliraki på et stort udvalg af internationale restauranter og øens største vandland. Faliraki ligger ca. 14 km syd for Rhodos by.  

Lindos
Lindos kaldes også ”Den hvide by”, og er uden tvivl én af de mest fotograferede byder på Rhodos – ja måske i hele Grækenland. De små, hvide huse ligger op ad bjergskråningen, og på toppen troner Akropolis. I de små, snørklede gader er der altid en god stemning. Snyd ikke dig selv for et besøg i Maria kirken hvis vægge er dekoreret med smukke vægmalerier.  

Shopping
I den gamle del af Rhodos by kan du finde alt fra souvenirs og badetøj til kunsthåndværk og håndsyede lædervarer. I den nye bydel kan du med fordel købe modetøj fra kendte mærker som H&M, Pull & Bear og Mango. Rhodos er også kendt for sine smukke keramikvarer, og flere byer har deres eget keramikværksted.   

Strande
Rhodos by har to strande: Ellis Beach på østsiden er en grusstrand, og er den mest børnevenlige. På vestsiden ligger Windy Beach hvor der, som navnet antyder altid er vind, og derfor også bølger og understrøm. Til gengæld er her mere plads, og der ligger flere restauranter og caféer tæt på.  

I Ialyssos og Ixia blæser det altid lidt, og området er derfor et hit blandt surfere. I højsæsonen er temperaturen behagelig, netop på grund af vinden.

Kolymbia byder på 3 grovkornede sandstrande i og omkring byen.  

Stranden i Faliraki er lavvandet og børnevenlig, og det er også her du finder øens største vandland.

Kalithea, som ligger mellem Rhodos by og Faliraki er for dig der sætter pris på mere luksuriøse omgivelser. Oprindeligt blev Kalithea bygget som termiske bade, og stranden er ikke stor. Vandet bliver hurtigt dybt og der er klippesten i vandet. Vær opmærksom på, at der betales entré (ca. 3 Euro pr. person).  Vi har lavet en stor guide til 10 af de bedste strande på Rhodos. Den kan du læse her!

Fakta om Rhodos: 

Flyvetid: Beregnet flyvetid fra Danmark: 3 timer og 25 min.

Transfer: Fra lufthavnen på Rhodos til Rhodos by: Ca. 20 km, Ialyssos ca. 8 km, Ixia ca. 10 km, Faliraki ca. 12 km og Kolymbia ca. 30 km.  Transferen sker med Mixx Travel personale eller med vores lokale agent. Det kan forekomme, at der ikke er en guide med i bussen. I sådanne tilfælde gives der information til gæsterne i lufthavnen, lige inden bussen kører mod destinationen.

Pas og Visum: Danske statsborgere skal ikke have visum til Rhodos.  

Tidsforskel: 1 times tidsforskel. Når kl. er 13:00 i Danmark er den 14:00 i Grækenland.  
 
Telefon: Ring +30 efterfulgt af det græske telefonnummer. Vil du ringe til Danmark fra Grækenland skal du trykke 0045 efterfulgt af telefonnummeret.
 
Vaccination: Der er ingen kendte krav om vaccination. Kontakt evt. en læge eller vaccinationsklinik.
 
Indbyggere: Rhodos har omkring 118.000 indbyggere. Heraf bor ca. 55.000 i Rhodos by.
 
Priser på restaurant: Den gennemsnitlige pris for en 2-retters middag er ca. kr. 180,- pr person. En øl koster ca. kr. 30,-.

Priser i øvrigt: I butikker: 1 liter vand ca. kr. 5,-, dåse sodavand (33 cl) ca. kr. 7,-, brød ca. kr. 5.-, Chips 200 g ca. kr. 12,-.

Shopping: Du kan med fordel købe lokalt håndværk samt lokal honning, vin og olivenolie.

Natteliv: Rhodos by har et stort og varieret udvalg af restauranter, barer, cafeer. Også Faliraki har et livligt natteliv.

Aktiviteter: Vandreture, vandsport, dykning etc.

Penge: Euro – 1 Euro svarer til ca. Kr. 7,50. Betaling med kreditkort accepteres de fleste steder. Pengeautomaterne tager imod de mest gængse kort. Vi anbefaler, at du kun veksler kontanter i banken eller på godkendte vekselkontorer.

Helligdage 2024

Nytårsdag: 1. januar

Hellig Tre Konger: 6. januar

Nationaldag: 25. marts

Langfredag: 3. maj

Påske: 5.-6. maj

Arbejdernes internationale kampdag: 1. maj

Pinse: 23. juni

Jomfru Marias Himmelfart: 15. august

Ochi dag (Nej dag): 28. oktober

Jul: 25. December – 26. december

 

Vejret: 
 

Jan 

Feb 

Mar 

Apr 

Maj 

Jun 

15°c 

16°c 

17°c 

20°c 

24°c 

27°c 

Jul 

Aug 

Sep 

Okt 

Nov 

Dec 

29°c 

29°c 

26°c 

23°c 

20°c 

17°c