Grand Alisa Hotel (tidligere Royalisa Hotel) er et godt
og prisvenligt valg for både par og familier med børn, som ikke stiller store
krav til hotellet og ikke har brug for mange faciliteter, men gerne vil bo i et
roligt område og i gåafstand til stranden.
Hotellet har et poolområde med en solterrasse, en pool
med to vandrutsjebaner (åbne 14:00 – 16:00) og en separat børnepool. I
højsæsonen arrangerer hotellet aftenunderholdning et par gange om ugen, og i
dagtimerne er der aktiviteter for både store og små. Vil du bare slappe af og
forkæle dig selv, tilbyder hotellet tyrkisk bad, sauna og massage (alle
behandlinger mod betaling). Her er også et lille fitnessrum og mulighed for et
spil bordtennis eller billard. Til de mindste er der en lille legeplads.
I området omkring hotellet finder du et fint udvalg af
butikker og restauranter. Alanya centrum ligger kun 2 km fra hotellet, og orker
du ikke at gå, er det let at tage en lokal bus, der har stoppested ca. 100 m
fra hotellet.
Trådløst internet er tilgængeligt ved poolen og på værelserne
mod betaling. Vær dog opmærksom på, at forbindelsen er både ustabil og langsom,
og at det ikke er muligt at streame film etc.