Ark Suite Apart er et stort og indbydende lejlighedshotel, beliggende i gåafstand fra tirsdags-bazaren og markedshallerne, som hver dag bugner af frisk frugt, grøntsager og fisk. Her har du friheden til at tilberede dine egne måltider med friske råvarer.
Her er god plads til hele familien, og med både en restaurant, 2 barer og flere swimmingpools til både store og små, er det slet ikke sikkert, at du har lyst til at forlade hotellet. Her er en hyggelig have, en legeplads til de små samt bordtennis og billard. Skal du pleje dig selv, kan du benytte hotellets tyrkiske bad og sauna, eller få lokkerne sat hos frisøren.
Den kendte Kleopatrastrand ligger ca. 950 m fra hotellet. I højsæsonen arrangerer hotellet gratis busservice til stranden.
Ønsker du ikke at lave mad selv når du er på ferie, er det muligt at tilkøbe morgenmad, halvpension eller All Inclusive. Dette tilkøbes efter ankomst, og afregnes direkte med hotellet.
Trådløst internet er tilgængeligt. Vær dog opmærksom på, at forbindelsen oftest er både langsom og ustabil, og at det ikke er muligt at streame film og lign.
Vær opmærksom på, at hotellet ligger ud til en meget
trafikeret vej, og at trafikstøj derfor vil forekomme.